Hvis din grænse provokerer, var der brug for den...

Jeg har efter 46 år sat en grænse overfor et menneske tæt på mig.

Det var ikke nogen stor ting jeg gjorde det overfor, det er en svær proces, så små skridt. Men jeg gjorde det - og blev mødt præcis som jeg havde forudset… Kender du stormvejret?

Anklager, tavshed, kulde, skyld, pres, ord der prøver at overtale? Så har du måske sat en grænse overfor et menneske, som er vant til at have kontrollen og styre. Du bliver ikke mødt med nysgerrighed, at blive lyttet til, eller et ønske om at forstå - for de mister de kontrollen, når en grænse sættes. Og kontroltab kan både være en trussel, men også et billede af, at du ikke er villig til at spille den rolle de har "skrevet" til dig - du passer ikke ind i puslespillet mere.

Kontrol er en beskytter for at mærke egne følelser - eller mere præcist at kunne håndtere dem. Og når man ikke formår dette, kan man heller ikke håndtere andres. Og så er det jo klart man laver en strategi om, at kontrollere og styre andre, for så er man på sikker grund.

Jo mere aggression du mødes med, jo mere skal du stå fast - selvom det både kan føles ensomt og farligt...