Hvorfor vi kvinder nogle gange stønner på kommando...

Jeg havde forleden en snak med en kvinde om frustrationen over, at hun nogle gange følte hun måtte fake… både fake en orgasme, men også fake at berøringer mm føltes rart. 

"Han prøver jo at gøre det rart for mig" "Han vil så gerne jeg kommer" "Han bliver ked af det, når han kan mærke jeg ikke lige er der…"

Pleaserrollen kan spille ind her, både for den ene og anden part. Den modtagende fordi man ikke vil skuffe, ikke afvise endnu engang, ikke kan sige højt hvad der foregår indeni, eller frygter hvad en afvisning kan medføre i kølvandet.

For den givende part kan det være presset i at levere, fokus på et bestemt mål, ville vise hvad man kan, eller en frygt for at blive afvist, så man er fuldstændig ovre i sin partner, og glemmer sig selv.

Hvis man ikke har et sprog sammen for lyster, begær og berøring, så kan det være svært at aflæse sin partner. Og der kan være flere grunde til, at sproget kan være svært. Det kan både være grænseoverskridende at tage seksuelle ord i sin mund, at man ikke har lært at sætte ord på følelser, eller at man ikke kan mærke sig selv - og derfor ikke kan sige det højt.

Og så er der jagten på orgasmen… Den ligger dybt hos os, for vi vil gerne nå i mål, levere varen - det er det sidste afgørende mål i fodboldkampen. Men jagten er en maskulin energi, og hvis den ikke kan smelte sammen med det mere feminine som flow, at bølge frem og tilbage og bare "at være", så kan det nærmest blive hektisk, energiforladt, presserende og nogle gange ubehageligt. Orgasme er ikke et mål i sig selv. Vejen derhen - eller bare den vej man følger sammen - er der, hvor man mærker og føler og tænder.

Så der skal tages ansvar. Et ansvar for sig selv… At lære at tage sig selv seriøst og passe på sin krop, sig selv og sin partner Det er de bagvedliggende ting - de ting vi har med i bagagen, dem vi har lært som børn, vores overlevelsesstrategier - som blokerer for at mærke, at turde, at stå ved.

Og det er altså kun dig selv, som kan gøre arbejdet. Mennesker i dit liv kan heppe og lytte og stå på sidelinjen - men arbejdet er dit at gøre

Jeg var tæt på 40 år, inden jeg fik øje på mit undvigende tilknytningsmønster, hvad der hæmmede mig fra at kunne mærke, hvad jeg frygtede inderst inde når jeg pleasede, hvad jeg havde pakket så langt væk i mit indre, jeg ikke kunne finde det frem af mig selv… Og jeg kæmper stadig - men med en øget bevidsthed nu.