Åh nej, ikke seksualundervisning igen i år...

04/09/2025

Den tanke har nok strejfet mange lærere gennem årene, for det er sjældent noget vi er uddannede til, eller ved nok om. 

Det er et timeløst fag, som ofte ender i bunken med "det skal vi også lige have overstået" og bliver til et par dage i uge 6, hvor vi finder noget undervisningsmateriale online som vi gennemfører, mens vi næsten træder os selv over tæerne og blikket flakker lidt, når de unge spørger om noget intimt. 

Nogle lærere finder det rimelig naturligt, mens andre næsten kan føle det grænseoverskridende for dem selv, at skulle stå i rollen som seksualunderviser. Og tildelingen af undervisningen bliver ofte ud fra et tilfældighedsprincip "Du er klasselærer" "Du har timer til det i din opgaveoversigt" "Du mangler lige lidt timer, så den opgave får du" Og når vi ikke er blevet undervist i hvordan man står roligt, trygt og autentisk i den rolle, og når timerne bliver uddelt med tilfældighedsprincip, så bliver det altså også ret tilfældigt hvad de unge mennesker går ud af døren med efter endt skolegang. 

Og det er lidt sørgeligt - for vi skal klæde dem på. Klæde dem på til alt det, de ikke kan google. Følelser, at mærke hvad der sker i dem selv, at kunne sætte ord på, at vide de ikke er de eneste, som har det på den måde, at de ikke er mærkelige eller forkerte pga bestemte lyster og tanker - og vi skal kunne svare og lære fra os fra et autentisk sted, ellers mister vi både trygheden og tilliden hos de unge. …

Og derfor skal lærerne også klædes på!