Noget om lyst - og om kroppen der kan snyde...

04/09/2025

Man taler om to forskellige slags lyster, den spontane lyst og den responsive lyst.

Spontan lyst føles som et lyn der slår ned, den opstår pludseligt og kan fx komme af et billede, en tanke eller bare synet af din partner. Den responsive lyst opstår som en reaktion på noget andet, fx blid berøring, samtale, en romantisk setting osv. Dvs den opstår først, som en respons på en ydre kontekst. Nogle kalder den også "modtagelysten".

Generelt ses den spontane lyst mest hos mænd og i nye relationer, og den responsive lyst mest hos kvinder.

Så nej kvinde, du er ikke unormal eller forkert eller uden seksuel lyst, hvis du ikke mærker en pludselig spontan lyst i din krop!

Og så er der noget andet… For kvinders kroppe kan godt snyde os. Vores kroppe kan sagtens reagere fysisk, men hvor lysten ikke er med os i hovedet. En varm vulva, en hævet vagina, fugt og væsker. Men det betyder ikke nødvendigvis, vi er tændte eller lystfulde i hovedet. Kender I det med, at man ikke lige får sagt det? At man ikke lige får guidet eller sat ord på, hvad der kunne være rart? At det er svært at bede om noget seksuelt?

Og så ligger vi der… med fugtig vagina, og din partner tror du er tændt og klar, for det viser din krop jo… Og alt imens han gnider løs på klitoris, stikker et par fingre op i dig og mærker hvordan du bliver våd, ligger du og tænker "jooo, hmmm, ok"

Der er faktisk nogle, som kan få en orgasme uden lyst – for orgasme er helt basalt muskelsammentrækninger, som vi kan "tvinge" frem. Det er også derfor, vi mærker stor forskel på vores orgasmer, nogle er voldsomme, vilde, fantastiske – andre er ok, middelmådige og lidt fesne. De sidste er ofte fordi, vi ikke har vores lyst med os…

Så kære kvinde – prøv at bede om, hvad du gerne vil have. Om det er dæmpet belysning, nus på ryggen, kysse i 10 min eller et hårdt smæk i bagdelen, så du kan mærke din lyst komme stille og roligt i både din krop og dit hoved.

Og kære mand – Prøv at aflæs andre signaler end bare dem kvinders vulva sender. Lyt efter lydene, se og mærk om hendes krop virker afslappet eller måske sitrende, om hun knytter hænderne, kig hende i øjnene – og hvis du er i tvivl, så spørg!