Ej, mine lår ser da tykke ud...

 Det er gamle ord, som har fulgt mig længe. 

For kropsskam er ikke logisk… Og derfor ret svært at forstå, for dem der aldrig har mærket dette hos dem selv. "Du er så smuk" "Hvis du kunne se dig selv med mine øjne" "Alle har forskellige kroppe" "ser du også andre sådan?" og flere andre sætninger har jeg hørt til hudløshed… Og de er ment som en hjælp, kærlige ord, en måde at prøve at fixe på. 

Men de hjælper bare ikke rigtig, fordi skammen over egen krop overhovedet ikke er logisk. Vi har de ulogiske briller på, når vi kigger på vores tykke lår, dellerne på maven, dobbelthagen, de små bryster, de store bryster, den løse hud på inderlårerne og den flade røv. Og de ulogiske briller kæder ting sammen i vores hoveder. Ting som ikke giver logisk mening. "Hvis jeg bare var tyndere, ville folk bedre kunne lide mig" "Jeg er for grim til at være sammen med ham der" "Hvis han ser mine bryster, synes han jeg er gammel" osv. 

Det hele handler om, at vi bare så gerne vil elskes af et andet menneske. At vi søger bekræftelsen hos et andet menneske så meget, at vi har glemt hvordan det føles at elske os selv - at være os selv, sådan helt ægte selv. Vores bagage er fyldt med eksempler, vi kan bruge til at understøtte vores ulogiske tankegang, og det er nemt at hænge fast i den, for den har fulgt os så mange år, at det føles naturligt og trygt og velkendt. 

Det er overhovedet ikke trygt, velkendt eller rart, at skulle kigge på sig selv og se, hvorfor man har lukket for kærligheden til sig selv. Men måske er du ved at være klar. Klar til at turde…Modig nok til at kigge på det.